Poser under øjnene

Sådan foregår en operation for poser under øjenene:

Der dryppes med lokalbedøvende dråber i øjet. Der lægges lokalbedøvelse i huden, og i dybden ved øjenhulens yderste kant. Hvis der er overskud af hud lægges et lille snit ude i siden mellem øverste og nederste øjenlåg. Snittet forlænges langs med og lige under øjenvipperne. Huden løsnes i dybden. Det yderste senebånd forkortes, hvis det er slapt, og syes fast i dybden. Hud og muskel, der er tilovers, fjernes. Såret syes sammen. Eventuelt udposende fedt kan fjernes . Man mærker det lille stik med bedøvelse der kan sammenlignes med at få taget en blodprøve. Selve operationen er smertefri.

Efter operationen: Der kan være lidt svien i de to første døgn efter operationen, men ikke mere end smertestillende håndkøbsmedicin kan klare.

Øjenlågene vil være misfarvede og hævede i den første tid. Hævelsen kan mindskes, hvis man bruger kolde kompres over operationstedet 4-5 gange af ca. 5 minutters varighed i løbet af det første døgn. Snittet ligger skjult i de sædvanlige folder, og efter et par måneder er arret næsten usynligt. Mens arret er nyt og lyserødt skal man undgå sol på arret, idet det da bliver brunligt misfarvet. Benyt derfor solbriller eller solfaktor 40 den første måned. Man skal tage den med ro de første uger for at undgå blødning. For eksempel må man hverken dyrke sport eller fysisk anstrenge sig, mens såret heler.

Det anbefales også at sove med let hævet hovedgærde. Efter en uge fjernes trådende hos øjenlægen. Man kan også begynde at arbejde efter en uges tid.

Kontakt os for en forundersøgelse

Ved en forundersøgelse vil man kunne konstatere om behandlingen vil give et ordentligt resultat.